lørdag den 17. januar 2015

Advarsel - blærerøvsindlæg!

Jeg har lavet noget jeg er rigtig stolt af og som jeg har glædet mig til at vise frem lige siden ideen opstod!
Min gode mand har nemlig hængt en sansegynge op i vores stue som Blyp kan ligge i når han/vi er derinde. Først og fremmest koster sådan en en bondegård, men jeg fandt tilfældigt en på DBA til 200 kr - yay! En hynde/madras til sådan en herlighed koster ligeledes en halv bondegård, så med skum fra svigermor og med stof fra Stof&Stil har jeg nu kreeret en selv med lidt mere farve på end de originale - og jeg er stolt!
Det har været forfærdig kompliceret for en måske kreativ, men dårlig udregner at få stoffet, kanten, bunden og lynlåsen til at blive helt godt, men er jeg 90% tilfreds og så må min perfektionisme pakke lidt sammen! Ud over madrasen har jeg nemlig også lavet 4 sider som skal fungere som kant. De kan nok ikke stoppe ham hvis han absolut VIL ud over kanten når han bliver 4 måneder, men de kan da afskærme lidt. Så her er den så - hjemmelavet, selv-konstrueret og lige klar til blive brugt :-)








Alle kanterne har flapper med trykknapper på hver side og under bunden, så de nemt kan tages af og ud over det har de alle sammen lynlås i bunden så betrækket nemt kan tages af og vaskes.


Madrasen har også en 1(!) m lang lynlås i bunden så betrækket kan vaskes. Desuden fik jeg den gode ide at sy skridsikkert underlag på bunden så madrassen kan bruges som legetæppe på gulvet, så han også kan ligge på maven. Når vi ikke har så meget plads synes jeg virkelig det var smart ikke at skulle have forskellige madrasser, men at vi kan bruge den her til gulvet også!


Nu mangler der faktisk bare en lækker baby til at ligge i den lækre sansegynge og med det MEGA lækre og smukke tæppe tæppe som min søde mor har strikket! Hun er god og det er så fint!


God weekend derude!